Det er blevet dyrere at drive spisesteder i Århus. Caféerne langs åen må hæve priserne på grund af de stigende fødevarepriser. Caféejerne sender noget af regningen videre til kunderne, søger billigere leverandører og taber noget af deres overskud.
Priser stiger, men kunder bliver
På Café Faust mærker køkkenchef Rolf Nordentoft de dyrere fødevarepriser:
”Vi begyndte at mærke det for et års tid siden, og siden da har vi i gennemsnit taget syv procent mere for de retter og drikkevarer, som vi sælger, men vi har ikke mistet kunder,” fortæller Rolf Nordentoft. Han tilføjer, at de ikke vil hæve priserne for meget, af frygt for at skræmme kunderne væk.
”Jeg kan ikke specifikt sige, hvor meget vi vil gå op til, men det er klart, at en burger til 200 kroner vil gøre, at folk ikke vil ind til os. Vi vil jo gerne selv tage en del af skraldet”, siger han med henvisning til, at caféen selv bærer en del af den økonomiske byrde, som følge af prisstigningerne.
”Jeg forhandler løbende med vores leverandører for at få det billigst mulige,” siger Rolf Nordentoft og vurderer, at situationen er den samme hos de øvrige caféer i Århus.
Dyrere at drive caféer
Hos Horesta, som er brancheorganisationen for caféer og restauranter, bekræfter kommunikationschefen Henrik Mesmer, at caféerne bruger flere penge på fødevarer. Han peger især på, at caféerne ikke har været så gode til at justere priserne i forhold til f.eks. fastfoodkæderne. Han ville ikke specifikt pege på hvilke fastfoodkæder, der klarer sig bedre end andre, men nævner McDonald’s som et eksempel.
”Caféerne sætter penge til, fordi de ikke regulerer priserne i forhold til prisstigningerne på fødevarer”, fortæller Henrik Mesmer.
0 kommentarer:
Send en kommentar