onsdag den 21. maj 2008

DF til lærerstuderende: Smid tørklædet eller forlad studiet

Dansk Folkeparti har fremsat forslag om at forbyde religiøse hovedbeklædninger i det offentlige rum. Læserne må selv bedømme, hvorvidt Fillip Willink kan forsætte som lærevikar i fremtiden. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Dansk Folkeparti i Århus er ligeglad med, at muslimske kvinder hellere vil forlade lærerstudiet end at smide tørklædet. Også selvom der er en begyndende mangel på lærere i Århus Kommune


Af Boline Skovly

Formanden for Dansk Folkeparti i Århus, Erik Troldhuus, mener ikke det er et problem, hvis muslimske kvinder forlader læreruddannelsen i stedet for at smide deres hovedbeklædning. Ifølge stiften.dk vil lærerstuderende i Århus ikke smide tørklædet, hvis Dansk Folkepartis lovforslag om at forbyde religiøse symboler hos folkeskolelærere, bliver en realitet.

Nyt problem i Århus
”Lad dem endelig forlade studiet, og også gerne landet, hvis ikke de kan abstrahere fra deres tro. Vi kan ikke have mennesker, som er repræsentanter for et politisk undertrykkende system, til at undervise” siger Erik Troldhuus.

Men det er formanden for Århus Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, ikke begejstret for at høre. Han fortæller nemlig, at der er en begyndende mangel på lærere i Århus Kommune:

”Tidligere er der blevet uddannet mange lærere her, men det er et helt nyt problem, vi står overfor i Århus. Og vi mangler især uddannede lærere med anden etnisk, religiøs eller kulturel baggrund,” siger han.

Tørklæde eller ej
Erik Troldhuus maner til besindighed. Ifølge formanden er der ikke grund til at frygte mangel på lærere i Århus:

”Vi finder nok de lærere, vi skal bruge. Samtidig er det vigtigt at understrege, at vi ikke forhindrer muslimer i at tage en læreruddannelse. Heldigvis er der også mange muslimer som gør det i Århus,” siger han.

Gordon Ørskov Madsen mener, at det er direkte forkert:

”Vi kan ikke bare finde andre lærere. Vi har brug for at en masse unge vil uddanne sig til lærere her i Århus, ligegyldigt om de har tørklæde på eller ej. Det afgørende er den faglige kompetence,” siger han.

0 kommentarer: