tirsdag den 20. maj 2008

Sociale viceværter spreder viden

Jesper Jespersen og Bert Andersen har tidligere arbejdet som henholdsvis lastbilchauffør og trykker. Nu hjælper de med at få styr på Gellerupparkens skraldeproblemer.

Af Boline Skovly og Tobias Selnæs Markussen

Det er Smuk Dag i Gellerupparken, og det betyder, at Bert Andersens og Jesper Jespersens arbejdsdag ser lidt anderledes ud end normalt. I dag står de to såkaldte bolig-sociale viceværter ved et af skraldespandsområderne i Gellerupparken og forklarer folkeskoleklasser, hvor vigtigt det er, at man ikke smider skrald på jorden. De i alt 400 børn skal på skattejagt og være med i konkurrencer

”Det her er for at lære dem noget om skrald. Det har været et frygteligt sted, hvad angår affaldshåndtering,” fortæller Jesper Jespersen.

Begge er de del af team på 21 århusianere, der er ansat i flexjob hos Meyer Patruljen, der dagligt sorterer affald i Gellerupparken.

Diskusprolapser og nedsat syn
Jesper Jespersen er 42 år og arbejder hver dag i parken fra 9 til 13, hvor han sorterer skrald sammen med de 20 andre. Han er i flexjob, fordi han har haft tre diskusprolapser og har været nødt til at forlade sit arbejde som lastbilchauffør.

Bert Andersen har kun 30 procent syn tilbage og nyder at komme ud og arbejde i Gellerupparken:

”Det er skønt at komme ud og lave noget. Når vi går rundt og samler skrald sammen, kommer ungerne tit hen og hjælper til,” Bert Andersen.

En gammel lastbilchauffør kan sagtens håndtere 20 elever fra børnehaveklassen. Jesper Jespersen forklarer børnene, hvordan myrer arbejder sammen i hold for at blive stærkere. Nu skal børnene lære at gøre det samme.

Brug skraldespanden
En 0. klasse dukker op og Jesper Jespersen forklarer børnene, at man aldrig må smide affald på jorden:

”I stedet skal man samle det op og smide i en skraldespand. På den måde passer I på naturen og jer selv.”

De to viceværter sætter en leg i gang, hvor børnene skal samarbejde om at få fordelt storskrald i de rigtige skraldespande.

0 kommentarer: